Som scrapper er det altid en god idé at starte op på juleprojekterne i god tid, så vi kan nå at få det hele klar. Der skal både laves æsker til smågaver, julekort, tags til værtindegaver – og ikke mindst til- og frakort, som jeg har lavet inspiration til her.
- Type prosjekt: Til- og frakort / tags
- Anledning: Jul
- Stilart: Blandet
- Teknikker brukt: Die-cutting / Lag-på-lag
- Hovedfarge: Blandet
- Pynt/dekor: PinkFresh Studio Essentials – Matte Gold Halfpearls, røde halvperler
- Medium som er brukt: Kvistkarton, Hvid karton 220 g fra Gummiapan, diverse mønsterpapir, bl.a. Maja Design og Ciao Bella. Dies brugt: Hjerte- og firkantdies fra Danske streger, nisse, gran, julesok m.m. fra By Lene Design (udgivelse fra august 2022). Tekststempler fra Simple&Basic og Felicita Design.
- Utstyr som er brukt: Die cutting maskine / dies / bogbinderlim
SE OGSÅ: JULEOPHÆNG MED BASIS OG FIGUR DIES
For mig sker det hvert år, at julen kommer bag på mig… Jeg tror altid, at jeg er i god tid, men jeg ender også altid med ikke at nå alle mine planlagte projekter – så i år er jeg startet tidligt.
I min forrige artikel skrev jeg om basisdies; at det var en god idé at overveje indkøb af dies, sådan at de bliver brugt og kan anvendes på mange måder.
De basisdies jeg har brugt i dag har også mange anvendelsesmuligheder. Her er de lavet som til- og frakort men kan også sagtens laves med blomster eller anden pynt og sættes på en gave eller buket blomster.
Jeg genbruger selv mange af til- og frakortene fra de årenes julegaver, men indimellem skal der nyt til – og mine kollegaer plejer altid at komme i november og spørge, om jeg laver kort i år også, så det er på tide at komme i gang. Det er jo altid dejligt, når andre også kan lide det, man laver, så jeg laver gerne kort til kollegaerne også.
Her har jeg brugt den nye udgivelse med hjertedies fra Danske Streger som base. Firkanten er fra samme sted, blot en tidligere udgivelse.
Jeg har leget lidt med de helt enkle tags, hvor der som udgangspunkt blot er smukt mønstret papir på og med embosset tekst.
Teksten er fra danske Simple&Basic og også en nyudgivelse. En smuk tekst, meget enkel og rigtig velegnet til både stempling og embossing.
Mønsterpapiret ovenfor og på kortene med den røde baggrund er fra Ciao Bella og hedder Frozen Roses. Meget smukt og stemningsfyldt papir, som ikke behøver ret meget pynt – blot en fin embosset tekst og et par perler.
By Lene kom her i august 2022 også med en fin lille juleserie, hvor jeg har brugt nogle dies fra, bl.a. den søde lille nisse.
SE OGSÅ: JULESTRØMPER
Her sidder han glad bag fyrrenåle og kogler og er i gang med at sortere koglerne til årets juledekorationer. Han har de skønneste æblekinder som har fået farve med lyserød Copic-tusch. Mønsterpapir er her fra Maja Design og kogler fra Spellbinders kartonserie i guldtoner.
Det er en rigtig fin lille die, som er hurtigt samlet. Indimellem er det rart at have dies, der er hurtigt samlet, så man nemt kan lave projekter…typisk i sidste øjeblik for mit vedkommende.
Den anden tag med julesokken er også lynhurtigt samlet. Også den er fra By Lene Design fra august måneds kollektion.
Nisser, gran og julesokker: Så er det svært ikke at komme i julestemning, også selv om jeg i øjeblikket producerer julekort her i Danmark i tæt på 30 graders varme!
Kristtjørn og bær er her lavet i mat guld og hvidt glitterpapir.
Alle tags er lavet dobbelt, dvs. jeg har standset 2 stk. ud af hver og limet dem sammen. På bagsiden her har jeg sat et ekstra hjerte på og stemplet teksten “til” og “fra”, så man kan skrive på dem.
Jeg laver altid tags i dobbelt karton for at gøre dem mere holdbare. De skulle gerne kunne holde til at sidde på gaver under juletræet og blive pillet ved af spændte, ivrige fingre der ikke kan vente med at se, hvad der gemmer sig inde i gaverne.
Jeg håber, du kan bruge mit indlæg som inspiration.
Mit næste projekt tror jeg skal være en lille gaveæske, hvor jeg kan have nogle tags i og bruge som f.eks. værtindegave, når vi skal til julefester senere på året.