Modtagerens stil eller min? Kortlavning i praksis

Spread the love

Min artikel idag bliver dels om kortet, men også tanker om spørgsmålet: Når jeg skal lavet et kort til en person med en ganske anderledes stil end min,- hvem skal kortet så afspejle – modtageren eller mig?

  • Type projekt: Kort
  • Anledning: Valentinsdag
  • Stilart: Layering og lidt Mixed Media
  • Teknikker brugt: Udstansning, stempling, heat-embossing.
  • Pynt/dekor: Snor
  • Hovedfarve: Rosa/creme
  • Medie: Heat-embossing pulver, glitter, Distress stempelpuder, Alternew stempelpuder.
  • Udstyr som er brugt:  Big Shot Stansemaskine, Heat gun, Stempel værktøj.

SE OGSÅ: INSPIRATION ELLER EJ…


Nu har det jo lige været Valentinsdag – hvilket i sig selv egentligt er helt ligegyldigt for dagens artikel – men for at give forhistorien, er årsagen til det her kort altså Valentinsdag og min datter.

Min datter falder for nogle helt andre kort end mig og når man laver kort, så ønsker man jo altid, at modtageren falder helt i svime over ens kort – eller i det mindste bare godt kan lide det meste af det.

Jeg har tit oplevet, at vi som kortmagere kan have tendens til at fokusere på årsagen til kortet – om det er et dåbskort, bryllupskort, studenterkort etc. og bruger det til ene og alene at bestemme, hvad der skal være på kortet måske uden så meget tanke på modtagerens stil.
Det er selvfølgelig vigtigt og dejligt, når kortet fortæller om anledningen. Men det hindrer ikke, at den lidt rå sportspige, der elsker sort og hader lyserød, får et smukt blomsterkort fyldt med lyserøde blomster og sommerfugle. Og at den modebevidste fyr, der nyder design og som mest er til den trend, der hersker i tiden, får et rigtigt drengerøvskort med biler, øl og fodbold.

Nu er det taget lidt til ekstremer og tit er forskellen på kort og modtager ikke helt så stor. Og måske betyder det ikke det helt store for modtageren, men for mig er det en lille “kærligheds-erklæring” i sig selv, at kortmageren forsøger at sætte sig ind i, hvad modtageren kan li’, personens yndlingsnuancer, favorit stil, hobby, drøm eller passion er – og bruge det til at lave noget, som hitter hos modtageren.

Nogen laver det fineste og sjoveste tema-kort, – hvis modtageren er en mekaniker, der elsker faldskærmsudspring og sin hund, så finder kortmageren f.eks dies, der viser det og laver et tema-kort ud af det. Mon ikke, det vækker varm lykke hos de fleste, at de på den måde bliver set og brugt energi på? Det fungere bare ikke helt så godt sammen med fx. min stil.
Jeg er til masser af detaljer, lag og både rustikt og yndigt – nogle gange på een gang og det rammer jo bestemt ikke  ind i alles smag – fx. ikke i min datters.
Og så er spørgsmålet, hvem skal kortet afspejle – kortmageren eller modtageren?

Hvis man spørger mig – og det gør jeg så… så laver jeg generelt kort, det afspejler os begge, men med et stort forsøg på at ramme noget, der gør at modtageren føler sig lagt mærke til og set som person. Det glæder…
Når jeg skal lave kort til nogen  – især en med en anden stil end min – forsøger jeg altid at tænke over eller stille undersøge, hvad der rammer deres glædes-knap – gerne farvemæssigt (den er altid forholdsvis nem at imødekomme) eller stil eller måske tema, hvis det er noget, jeg kan “være i” og har materialer til.
Min datter elsker frøer, pastel farver – især lyserødt og glitter-stads.

Hun gider ikke min tunge, snavsede og overfyldte stil, så jeg fandt noget frø-papir frem (som jeg har fået af hende) og mit lyserøde og mintgrønne glitterpapir. Her ud af lavede jeg hende et frø-kort med en masse små forskellige stemplede og heat-embossede tags oppe i hjørnet, der fortæller hende, hvor skøn, jeg synes, hun er.
Det blev lidt af min stil blandet med hendes. Og uanset hvad, så er det lidt sjovt at udfordre sin egen typiske stil lidt og måske lave noget andet, end man plejer.
Kortet endte med at blive ca. 21 x 9 cm. 


Spread the love
Translate »